Saturday, November 26, 2011



Til B. 


Jeg tror slet ikke jeg oplevede nogen strabadser den sommer. Når jeg gik i vandet blev jeg helt våd. Når jeg sad foran ilden blev jeg fuldstændigt varm. Når jeg gik i seng var jeg udmattet.

På skrænten sidder to børn. Jeg vil tage mine egne børn med til Louisiana, for at de kan rulle ned af bakken. Vi vil ikke gå ind på museet. Jeg står og kigger ud over havet mens de ruller, og jeg kan godt se museets vinduer. 
  Jeg ringer igen for at fortælle dig om børnene. At vi to vil invitere vores børn med til Louisiana så de kan rulle ned af bakken. Museets ruder er blanke. Havet spejler sig deri.
Bakken skaber et stærkt værn mod bølgerne. Den ser ud til at føre lige lukt ud i havet, men jeg har aldrig set et barn rulle ned i havet.
Barnets friktion mod bakken bliver mindre og mindre på nedturen. Barnet er et dyr som ønsker at vende tilbage til vandet fra landjorden.  Det er sådan jeg vil fortælle barnet når det spørger mig senere hen.
Jeg kan godt forestille mig det. Barnet vil omrokere sine lunger inde i kroppen, så de igen kan blive til gæller. Det vil få en svømmeblære.
Der er ubehagelige sandheder som jeg vil blive nødt til at fortælle mit barn. Som voksen ejer jeg glæden ved at kunne påføre barnet ubehageligheder. Jeg er i min fulde ret til at fodre det med ærter, eller champignon. Og glæden forstærkes af en anden glæde. Man ved hvad der er sundest for barnet. Det er en godsindet og ren form for glæde.

Nu har jeg taget børnene ud af din bevidsthed igen. Vi går langs vandet og kysser.  Dine kys er særligt store. Bølgerne er også særligt store, men deres dimensioner er utydelige i mørket. Den nat var min fødselsdag og månen var vanvittigt stor. Jeg tænkte på at undfange et barn.  Månen var 15% større end normalt den aften.
Det er en skam at jeg på film har set en månelignende planet ramme jorden. Så virker det mindre sandsynligt at det vil ske i aften.
Vil du have voldsom dyrisk sex på stenene ved molen før månen rammer os?
Det som man virkeligt betaler for når man køber et hus i dette område er immaterielt. Udsigten er husenes største værdi.
Jeg siger til dig at det er sjovt at det er sådan. Bølgerne sprøjter mig på den venstre kind.  Til venstre for mig er en lang betonmur der afskærmer fortovet fra stenene, som afskærmer vandet fra landjorden.

Mens vi går afklæder jeg mig halstørklædet. Det blæser fra syd, mit halstørklæde flyver ud over stenbunken, ud over vandet. Monotome bevægelser i dine lange ben adskiller dig fra hulemanden, det ser jeg. Du er allerede parat til at undfange børn i bevidstheden. Jeg vil gerne klæde mig af foran havudsigten. Om ikke andet, så for beboernes skyld. Havudsigten, deres immaterielle gode, skal være ekstra skøn i aften.
Du stikker læderhandskerne ind under min hud, men det går lidt for hurtigt. Du når ind til læderhuden. Jeg trækker uldfrakken sammen om mit bryst, og dine handskefingre gelejdes ud imellem sprækkerne af min hud og ud af revnerne i min frakke. Landdyret er igen isoleret fra omverdenen.

Fårets uld er en tilpasning til livet på landjorden. Dets indre temperatur er uafhængigt af ydre omstrændigheder. Det er afsondret fra omverdenen.
Fåret er isoleret. Ordet lyder så melankolsk. Men evolutionsbiologi er ikke melankolsk.

Jeg bryder bæltet om min mørkeblå uldfrakke – den er stivnet i grimasser som det opsprøjtende havvand har præget den med.
Mine skuldre smyger sig ud af frakkeærmerne. Sammen med frakken tabes nøglerne til studiet, laboratoriet, kælderen og biblioteket. De lå i højre lomme.

Jeg læser om hvordan dyret har flyttet sig fra havet til landjorden, siger jeg,
Det har ikke været nemt. Det skal nu slæbe hele sit tunge skelet rundt  i tyngdefeltet. Det har forskellige strategier for at forhindre udtørring. Skelettets ekstremiteter sidder på et akseskelet ned igennem kroppen på dyret. Dets gang udføres af for og baglemmer. Landdyrenes evolution er en historie der omhandler forvandlinger af form.

Dyr er ensomme. Defor må vi gribe det videnskabeligt an, og undersøge ensomheden. Vi må beklæde dyrets ensomhed med et ord på latin:

Rete mirabile

Frakken er faldet. Jeg har ordnet det sådan, at jeg har en lang uldkjole på indenunder. Den er sort, og fæstnes om maven med et elastisk bånd.
Blæsten river langsomt og vedholdende kjolens søm op. Jeg siger til dig at jeg føler mig så uskyldig i dine hænder. Og at vi burde filmatisere en bog af Jane Austen. 
Da sømmen er sprunget op begynder uldkjolen at trævle. Der må være en mening med det. Jeg går ud fra at det har noget med månens størrelse at gøre.
Vi går tavse langs vandet. Så forstår jeg: Meningen med det hele er det punkt hvor bevægelserne begynder at blive tilfældige og febrilske. Du skanner min krop for forhøjninger og filtrer dig ind i dem.
Vi kigger på husene og overvejet at trænge ind i dem. Men det passer ikke med evolutionen. Vi skal vende tilbage til vandet. Det vidunderlige hvirveldyr holder benene kolde med et tæt forgrenet net af blodårer.

Wonderful net, hvisker jeg i dit øre