Wednesday, December 19, 2012

objects for questioning and remembering

mandag

røg i gaderne, mørket, rustskinnende cykelkæde,
rødt hår; klippet lige i nakken,
svensk, opgave med to snorlige kolonner nedad,
klipsemaskine logik, 

langt gråt hår og skæg, mave, ligevægtspotentiale,
grå grå vægge, lugt af tobak, rødt skær dejavu,
gentagelse af ligevægtspotentialet osv osv

jeg glemmer ordene mens jeg siger dem og 
kan derfor sige hvad som helst,
den store hvide skærrm,

kø, kantinen, ligger der stadig sne udenfor?


what is memory? where is it located?



vi gør det på dyr, fordi det er utroligt smertefuldt

(rækkefølgen jeg husker skepsis-vækkende ting ved min dag er ikke lineær)

cykelhjelmen på gulvet, manden skråt foran

lag af musik over hinanden

HJØRNET AF JAGTVEJ OG GULDBERGSGADE:

griber telefon, rette tidspunkt, rette sted, rette ord, rette person, rette .. 

han går med hovedet bøjet ansigtet ikke rettet mod nogen, 
'ikke eksisterende i verden'

appelsiner i kasse, øjnene vender nedad,
kubisk rumform, alt er firkantet,
seksdimensionelle sorte slanger
hår som ligner en andens, 

duft af røgelse, ledninger viklet omkring hele kroppen,
halvtomt værelse men fyldt, jævnt fordelt masse,

stemmen ændrer sig efter 10 minutter er den en andens end hans,
pause

rækken ud; uglen, fantasmet, drømmen, allerede før kl 10

Buddha. Diamantbesatte kanter på klæde
trævlet mangefarvet tørklæde
bunke af askedannende røgelsespinde
vinkasser, dryssende planter, smalle øjne,
ikke onde

refraktionsperioden bestemer hvor meget man er i stand til at opleve i løbet af sit liv

..pjat



Friday, December 14, 2012

objects for questioning and remembering

første indsamling af objekter og fragmenter af historier som skal få mig til at huske på at stille mig selv spørgsmålet:

drømmer jeg eller er jeg vågen?

og

ting jeg har været opmærksom på, og det er sandsynligt at jeg vil være i en drøm en af de gange jeg møder dem igen.

tirsdag-torsdag
stearinlys, stuens rum, plasma, antibiotikaresistens, strengteorien, vibrerende strenge, membraner, tæppe, indhyllede kolde fødder, jedi morgenkåbe, remix,

blomsterne inat, whiskyens farve, flyve, rejse, dufte, rengøringsmiddel, drømmekage, duft på vej ud af byens lys, duft i køkkenet, hår, ansigt, stof, uforståelige fænomener, stilhed,
tilbage til tilstanden hvor alle objekter er lige interessante,
klare røgskyer på himlen sent om aftenen,
bagtrappe, potteplante-mosaik i vinduer,
plutonium, yassir arafat, skønhedsplet,
fjer,

luciaboller, lagen, lys, kulde under fødder, skinnende is, flammen brænder hele vejen fra gartnerboligen til hovedhuset, smør, helgeninde, kirke, øjne på en skål,

stearinlys på toppen af kaffemaskinen,




Tuesday, November 20, 2012

Energy reopened

Hej Lidelsesvand.
Hverdagen er den slags tid vi fødes ind i (der kunne have været andre fysiske forhold på planeten jorden, og hverdagen ville have været umulig). Her i hverdagen kan vi (du og du) møde hinanden og gribe hinandens skuldre og være fortrolige et øjeblik, som det passer os. Føles som at blive født på ny.. I lørdags var jeg sikker på at hvert nyt menneske jeg mødte var en fordobling af en jeg allerede kendte. Jeg var rimeligt sikker i min sag, så sikker som man kun kan være på uvidenskabelige sandheder som ikke kan modbevises. Kvinder flirter med os begge, men det var mine bryster hun kiggede på. Fordoblinger. Flere afrejser. Toget er en vuggende mor som kører mig hjem. Jeg falder i søvn, mens fysikeren på sædet overfor mig taler om en diskussion mellem Leibniz og Newton (verden har taget fejl, siger han, 300 års videnskab må revurderes). Mine drømme handler stadig om at jeg går i spagat, og i samme øjeblik jeg sidder stille mister jeg følelsen af mine ben. Nervetråde overklippede. Alt besvær er væk.

Sunday, November 18, 2012

Denne gang er tiden skrevet ud over din krop,

den spænder et net ud over de sidste 4 år,
ingen af maskerne er forbundne med hinanden

når man flyver over en by om natten og ser lyspletter og striber
de er heller ikke forbundne, men de laver omrids af bygninger
og byen bliver fast og robust selvom den selv er usynlig fra natten

jeg drømte om en mængde af døre som ikke kunne lukkes
åndssvagt symbolsk
på mit værelse hang kjoler og jeg havde selv en på som var helt udringet i ryggen perlebesat


sidste lørdag nat til festen skrev jeg ned på et papir at jeg ville handle med sindet som om det var en krop

sindet er et redskab for kroppen
basis for at kroppen vil kunne misbruge sindet?
nej, der er måder som kroppen kan forhindre sindet i at verbalisere sig
ved at lade kæben hænge løst samtidigt med at hovedet rystes
der kommer lyde som ikke har noget med nogen som helst mentalitet at gøre
kun rytmisk

alle de du'er der skal til for at opbygge tekster,

tilegne dem til et eller andet du
jeg'ets du-hed
tilegne kolde tekniske ord til et du som kan optø dem

du'et som har udstrukket teltpæle mellem tidspolerne mellem mine besøg

udspænde ordene mellem jeg'et og du'et

du'et som ikke ser andet end omrids
forkerte øjne, jeg'et er uenigt

uenighed, fordi du beder mig om at begrænse mig




















Monday, November 5, 2012

TAHITI HAT

Jeg er en membran, det er ikke tilfældigt at den er tiltrukket af cellebiologi, kakaoen danner små kugler nede i mælken, dem forstår jeg også, og nikker som signal. Hawaii kommer ind i billedet på det tidspunkt hvor min krop skal tøes op, jeg er jo igang med at lave mig en koldtvandsmutant ud af den, men modvægten skal nok komme, jeg vil fore min gennemsigtige skjorte med hawaiiblomster og håbe på at alle mine fordomme går i opfyldelse.

Tuesday, October 23, 2012

Instruments to see with


Transmission Electron Microscope at Technical University of Denmark


My first camera, gift from my dad


Cinema projector, Bauer B14, from my job in the cinema

Tuesday, October 2, 2012

Saturday, September 29, 2012

øyeeplet

Practice creates the ability to distinguish between visible artifacts of the instrument, and the real structure that is seen with the eye.

Thursday, September 27, 2012

Jeg vil bestemme rækkefølgen af de her fotografier i uenighed med en anden.
på samme måde som den dag hvor vi skulle fordele postkortene mellem os
Skiftes til at sige hvad der er yndlings-muligheden. Blive misundelig på den andens valg. Selv ønske at have truffet det valg. 
Der vil, når jeg træffer beslutninger, være en anden tilstede og vi deler beslutningerne ligeligt imellem os. Uenighedsmodpoler. I processen opløses jegernes yndlings-muligheder.
Lige så snart der er gået et stykke tid siden jeg oplevede noget, er det alligevel godt det samme, om det er en anden som har oplevet det.
Jeg tog et billede af sommeren for et år siden; det er helt bestemt en anden som har taget det billede. 
Det lyder måske banalt men det har konsekvenser.. Jeg kigger på billedet og husker ikke mere hvordan oplevelsen så ud for mig. 
Jeg starter forfra med at kigge på billederne, og lades som om at det er en andens arbejde
Jeg er kontinuert objektiv overfor det jeg som tog billedet for et år siden
Nuet har intet at gøre med det. Billederne er nogle jeg har fundet.

Tuesday, September 11, 2012


Jeg lagde de to bøger I en lomme i Indiana Jones-hulen. Ofringer til det støvede rum. Lagt flade på bagsiden ved siden af hinanden. Inde I halvmørket bad jeg en bøn for dem, på vegne af både ham og jeg. Bønnen handlede om at livet udvikler sig I ukendte retninger, og at man kan have tiltro til at det er godt på den måde. Den var nærmest en insisteren på at man måtte læne sig op af det positive i den allerstørste og mest skræmmende usikkerhed man kunne komme i tanke om. Uden helt at kunne huske hvordan mit ansigt føltes indefra, mener jeg at min mund var sammenbidt og tankerne nærmest hvislende ud igennem tænderne. Så gik jeg baglæns ud af hulen. Da jeg vendte mig om stod han udenfor hulen og smilede højt og mine øjne krøb sammen i sollyset. 
Min bog var sidste bind af 'På sporet af den tabte tid'. Hans bog var Koranen, oversat til tysk. Bogen købte jeg I en antikvarboghandel på Østerbro. Jeg købte alle 12 bind. Jeg sad på Blågårds Plads med en laset papirspose som indeholdt dem alle. Om sommeren. Koranen havde han fået som gave på en pilgrimsrejse til Saudi Arabien. Jeg håber på at en eller anden har fundet bøgerne og brugt dem til at tænde bål med i bjergene. Det er ret usandsynligt at det er en som kan læse dansk eller tysk for den sags skyld. 

Thursday, August 23, 2012

planten med rødder kan stabilisere jordbund

kære billie,  du undrer dig måske over at jeg ikke skriver noget. min opmærksomhed har flyttet sig en smule, i stedet for at skrive til dit ansigt, kan jeg ikke sove og får afsindigt gode ideer til at opføre mig som en plante uden rødder, det var ellers planten som anvendtes i søen til at stabilisere bunden, skjule de rygradsløse dyrs æg, forhindre ophvirvlen af mudder og grus. kig herhen en gang imellem, det
huer mig at fordele opmærksomhed ud på flere flader, fremkomst.cyy.dk
imens opbygger jeg opbevaringsorganer indeni og domesticerer.  KH

Monday, August 6, 2012

sommerfuglen er et aggregat af bevidsthed


Metamorforer
For
Metamorfose
Fuldstændigt
Forskere viser at sommerfuglen husker dufte den lærte at undgå som larve.

Under vand åbner øjnene
sig
og blikket er belagt med en vandhinde
Hvis vandet siver igennem øjenæblet og øjenlåget?
Æblet
Pause fra huden
Lysfølsom
bleg
Sommerfuglen har oceller
Primitive øjne

De øjne som
differentierer mellem mørke og lys
Dagsommerfugl og natsværmer
Dag
Nat som kræver andre sansers virken
Sværmerisk adfærd

At sværme – I ungdomsstadiet hæver og sænker insektet sine vinger og stiger opad. Højt oppe holdes vingerne udspændte, så insektet langsomt svæver og daler nedad vertikalt i luftsøjlen
passivt, aktivt, passivt.
At lade sig signalere
Parringsadfærd
Villen
Sansen og villen

Bevidsthed er et aggregat af sanser og sanseobjekter

Oceller skelner mellem mørke og lys
En optisk nerve bærer synsinformationer til sommerfuglehjernen
Fløjet opad og dalet nedad
Hjernen er et aggregat af nerver
Internt sanset og registreret
receptorisk

Wednesday, July 18, 2012

Fra sidste kapitel i en bog som jeg tænker på.


Da jeg mellemlandede i lstanbuls lufthavn købte jeg en bog af Primo Levi, ”The periodic table”. Læsningen, bogen gjorde mig tavs– ved gaten hvor jeg ikke forstod nogle af de sprog der blev talt, opbygningen i sproget, kemiske forbindelser blev sammenkædede med mennesker og steder fra forfatterens liv. Primo Levi arbejdede først som kemiker, og så skrev han nogle bøger.
Hvert kapitel i bogen har navnet på et grundstof. ’Argon’ er navnet på det første kapitel og grundstof. Kapitlet handler om forfatterens forfædre som er fjerne og fastnaglede til et sted i hans hukommelse som ikke forandres, grundstoffet argon er en ædelgas som nødigt reagerer med andre grundstoffer eller kemiske forbindelser.

Fra sidste kapitel ’Carbon’. Hovedpersonen er et enkelt (’is it right to speak of a particular?’) carbon-atom. Dets skiften mellem forskellige kemiske konformationer, fysiske tilstandsformer og elementer bliver der skrevet om:

'Our character lies for hundreds of millions of years, bound to three atoms of oxygen and one of calcium, in the form of limestone: it already has a very long cosmic history behind it, but we shall ignore it. For it time does not exist, or exists only in the form of sluggish variations in temperature, daily or seasonal, if, for the good fortune of this tale, its position is not too far for the earth's surface. Its existence, whose monotony cannot be thought of without horror, is a pitiless alternation of hots and colds, that is, of oscillations (always of equal frequency) a trifle more restricted and a trifle more ample: an imprisonment, for this potentionally living personage, worthy of the catholic hell. To it, until this moment, the present tense is suited which is that of description, rather than the past tense, which is that of narration - it is congealed in an eternal present, barely scratched by the moderative quivers of thermal agitation'.

Hvad sker der når man beskriver naturvidenskabelige fænomener som om de havde menneskelige egenskaber? 

Tuesday, June 26, 2012

20~Persepolis~12



I lufthavnen sagde du til mig at nu måtte vi gøre ligesom i legen med postkortene: begynde at tale pænt om et grimt kort, så den anden også begynder at kunne lide det.
Du smilede og omtalte lufthavns-situationen med positive ord, for at det skulle smitte af på mig. Jeg stoppede ikke med at smile, heller ikke da du var gået ud til dit fly.

Den dag havde vi fordelt 10 postkort imellem os, 5 til hver. De var alle sammen fra Persepolis og omegn. Vi legede en leg for at fordele dem.

I første runde fordelte vi tilfældigt postkortene imellem os. Først valgte vi begge det grimmeste ud og gav det til den anden. Af dig fik jeg et postkort som jeg ikke synes var så slemt endda. Det forestillede et bevinget væsen der så ud til at have en cirkel som ben. Den løb over stenmuren med det hjulformede ben. Bagved motivet var der blå himmel.
Jeg gav dig uden tvivl det absolut grimmeste som jeg havde. Du fortalte ikke hvad du synes om det.
Så byttede vi de flotteste postkort. Dit yndlingskort forestillede en solnedgang med et stort stendyr i forgrunden og en masse søjler uden tag i horisonten. Mit yndlingskort havde en himmel med usædvanligt fluffy skyer, masser af søjler ragende op mod himlen; et godt overblik over ruinerne. Vi beholdt det flotteste postkort som vi havde fået af den anden, og byttede de fire resterende. Nu sad vi begge med de andens yndlingskort, og det kort vi selv synes var grimmest.

I anden runde skiftedes vi til at vælge de postkort vi bedst kunne lide. Jeg valgte først fordi jeg er yngst. Jeg valgte at gå efter postkort med meget himmel og søjler. Man måtte gerne sige hvad for et kort man havde tænkt sig at vælge næste gang, og hvorfor. Så var det fredet, og den anden måtte ikke vælge det. Her opstod muligheden for manipulation. Man kunne fremhæve et postkort som man i virkeligheden ikke var så vild med, for at få den anden til bedre at kunne lide det.

Efter at have valgt de første rigtigt fantastiske postkort ud, opstod behovet for at få de næste valg til at give mening. Ikke alle postkort kunne være de bedste. Jeg så mig lun på et kort som ikke tidligere interesserede mig. Motivet var en mur af mennesker udhuggede i sten, alle sammen set i profil. De gik skråt opad fra venstre mod højre. Dyr imellem dem. Bagved blå himmel og søjler uden tag. Du blev også glad for det kort. Jeg ved ikke hvem af os som fik stemningen til at vende. I hver falt talte vi det op til at være et af de bedste kort. Du fik det.

Ingen af os blev rigtigt tilfredse med resultatet af anden runde. Vi var blevet enige om at der var tre grimme postkort. Hvilken en af dem som var grimmest eller pænest varierede fra runde til runde. 
Konjunkturen var udløst af den måde vores meninger påvirkede den anden.

I tredje runde fordeledes postkortene tilfældigt imellem os og vi blev begge acceptabelt lykkelige over det endelige resultat. Vi forhandlede og byttede. Jeg begyndte at føle en lad accept af mit udvalg af postkort. De flotteste postkort samlede sig i en urokkelig klynge. Mine to grimmere postkort forsøgte at nå dette stadie af skønhed. Jeg begyndte at lægge mere mærke til deres kvaliteter. Jeg så hvordan de tre grimme postkort hver især kunne blive smukkere. Hvis sollyset havde skinnet lidt stærkere på figurerne udhugget i sten. Og; intentionen med en skæv søjle ragende op imod en blå himmel, og en mur med udhugninger utydelige i skyggen var ikke så dårlig. Der var ikke rum og sted i det billede. Der var for lidt lys og for lidt skygge.

Postkortenes værdi fluktuerede.
Du sagde; diese karte ist gar nicht so schlimm.  Jeg enedes med dig.
Vi smøg os uden om hinanden. Dit foretrukne kort blev et kort som ikke var nødvendigt for mig at eje. Du talte med varme ord om de grimmeste postkort. Jeg holdt fast i min præference for himmel og søjler.

Jeg postede det sidste postkort fra lufthavnen omkring midnat, før jeg lagde mig ind i bederummet for at sove. Før jeg faldt i søvn blev jeg sikker på at jeg havde skrevet adressen forkert. Nr 31 i stedet for nr 29. Jeg gik tilbage til postkontoret. Kunne jeg få postkortet ud af postkassen og rette fejlen, spurgte jeg om. Der var en mand bag skranken som sagde til mig at kassen blev tømt kl 8 i morgen tidlig. Den var tydeligvis låst nu. Jeg ærgrede mig over at mit fly lettede kl 03.55 og at jeg ikke kunne blive og skrive 29. Så gik jeg tilbage til bederummet med aircondition anlægget og sov.

Persepolis er 2500 år gammel. Det så anderledes ud på jeres lysbilleder fra 1972, end da jeg besøgte det i 2012. 

Friday, June 8, 2012

diffusion


diffusion er stoftransport
mulighed
det aftryk som baghoved efterlader på pude efter søvn
jeg vænner mig til at sove med pude ved at lægge et pudebetræk uden indhold under mit hoved
det er fladt men dufter anderledes end hørmadrassen
førne førne bladlagsbundmadras