Tuesday, June 26, 2012

20~Persepolis~12



I lufthavnen sagde du til mig at nu måtte vi gøre ligesom i legen med postkortene: begynde at tale pænt om et grimt kort, så den anden også begynder at kunne lide det.
Du smilede og omtalte lufthavns-situationen med positive ord, for at det skulle smitte af på mig. Jeg stoppede ikke med at smile, heller ikke da du var gået ud til dit fly.

Den dag havde vi fordelt 10 postkort imellem os, 5 til hver. De var alle sammen fra Persepolis og omegn. Vi legede en leg for at fordele dem.

I første runde fordelte vi tilfældigt postkortene imellem os. Først valgte vi begge det grimmeste ud og gav det til den anden. Af dig fik jeg et postkort som jeg ikke synes var så slemt endda. Det forestillede et bevinget væsen der så ud til at have en cirkel som ben. Den løb over stenmuren med det hjulformede ben. Bagved motivet var der blå himmel.
Jeg gav dig uden tvivl det absolut grimmeste som jeg havde. Du fortalte ikke hvad du synes om det.
Så byttede vi de flotteste postkort. Dit yndlingskort forestillede en solnedgang med et stort stendyr i forgrunden og en masse søjler uden tag i horisonten. Mit yndlingskort havde en himmel med usædvanligt fluffy skyer, masser af søjler ragende op mod himlen; et godt overblik over ruinerne. Vi beholdt det flotteste postkort som vi havde fået af den anden, og byttede de fire resterende. Nu sad vi begge med de andens yndlingskort, og det kort vi selv synes var grimmest.

I anden runde skiftedes vi til at vælge de postkort vi bedst kunne lide. Jeg valgte først fordi jeg er yngst. Jeg valgte at gå efter postkort med meget himmel og søjler. Man måtte gerne sige hvad for et kort man havde tænkt sig at vælge næste gang, og hvorfor. Så var det fredet, og den anden måtte ikke vælge det. Her opstod muligheden for manipulation. Man kunne fremhæve et postkort som man i virkeligheden ikke var så vild med, for at få den anden til bedre at kunne lide det.

Efter at have valgt de første rigtigt fantastiske postkort ud, opstod behovet for at få de næste valg til at give mening. Ikke alle postkort kunne være de bedste. Jeg så mig lun på et kort som ikke tidligere interesserede mig. Motivet var en mur af mennesker udhuggede i sten, alle sammen set i profil. De gik skråt opad fra venstre mod højre. Dyr imellem dem. Bagved blå himmel og søjler uden tag. Du blev også glad for det kort. Jeg ved ikke hvem af os som fik stemningen til at vende. I hver falt talte vi det op til at være et af de bedste kort. Du fik det.

Ingen af os blev rigtigt tilfredse med resultatet af anden runde. Vi var blevet enige om at der var tre grimme postkort. Hvilken en af dem som var grimmest eller pænest varierede fra runde til runde. 
Konjunkturen var udløst af den måde vores meninger påvirkede den anden.

I tredje runde fordeledes postkortene tilfældigt imellem os og vi blev begge acceptabelt lykkelige over det endelige resultat. Vi forhandlede og byttede. Jeg begyndte at føle en lad accept af mit udvalg af postkort. De flotteste postkort samlede sig i en urokkelig klynge. Mine to grimmere postkort forsøgte at nå dette stadie af skønhed. Jeg begyndte at lægge mere mærke til deres kvaliteter. Jeg så hvordan de tre grimme postkort hver især kunne blive smukkere. Hvis sollyset havde skinnet lidt stærkere på figurerne udhugget i sten. Og; intentionen med en skæv søjle ragende op imod en blå himmel, og en mur med udhugninger utydelige i skyggen var ikke så dårlig. Der var ikke rum og sted i det billede. Der var for lidt lys og for lidt skygge.

Postkortenes værdi fluktuerede.
Du sagde; diese karte ist gar nicht so schlimm.  Jeg enedes med dig.
Vi smøg os uden om hinanden. Dit foretrukne kort blev et kort som ikke var nødvendigt for mig at eje. Du talte med varme ord om de grimmeste postkort. Jeg holdt fast i min præference for himmel og søjler.

Jeg postede det sidste postkort fra lufthavnen omkring midnat, før jeg lagde mig ind i bederummet for at sove. Før jeg faldt i søvn blev jeg sikker på at jeg havde skrevet adressen forkert. Nr 31 i stedet for nr 29. Jeg gik tilbage til postkontoret. Kunne jeg få postkortet ud af postkassen og rette fejlen, spurgte jeg om. Der var en mand bag skranken som sagde til mig at kassen blev tømt kl 8 i morgen tidlig. Den var tydeligvis låst nu. Jeg ærgrede mig over at mit fly lettede kl 03.55 og at jeg ikke kunne blive og skrive 29. Så gik jeg tilbage til bederummet med aircondition anlægget og sov.

Persepolis er 2500 år gammel. Det så anderledes ud på jeres lysbilleder fra 1972, end da jeg besøgte det i 2012. 

Friday, June 8, 2012

diffusion


diffusion er stoftransport
mulighed
det aftryk som baghoved efterlader på pude efter søvn
jeg vænner mig til at sove med pude ved at lægge et pudebetræk uden indhold under mit hoved
det er fladt men dufter anderledes end hørmadrassen
førne førne bladlagsbundmadras

Thursday, June 7, 2012

Minuscule aggregates


we form spontaneously by a self-assembly proces

the structure of a sheet is inherent in the structure of the constituent molecules

mitochondria are semiautonomous organelles that live in an endosymbiotic 
relation with the host cell

a feeling of satiety