I lufthavnen sagde du til mig at nu måtte vi gøre
ligesom i legen med postkortene: begynde at tale pænt om et grimt kort, så den
anden også begynder at kunne lide det.
Du smilede og omtalte lufthavns-situationen
med positive ord, for at det skulle smitte af på mig. Jeg stoppede ikke med at
smile, heller ikke da du var gået ud til dit fly.
Den dag havde vi fordelt 10 postkort imellem
os, 5 til hver. De var alle sammen fra Persepolis og omegn. Vi legede en leg for at fordele dem.
I første runde fordelte vi tilfældigt
postkortene imellem os. Først valgte vi begge det grimmeste ud og gav det til
den anden. Af dig fik jeg et postkort som jeg ikke synes var så slemt endda.
Det forestillede et bevinget væsen der så ud til at have en cirkel som ben. Den
løb over stenmuren med det hjulformede ben. Bagved motivet var der blå himmel.
Jeg gav dig uden tvivl det absolut grimmeste
som jeg havde. Du fortalte ikke hvad du synes om det.
Så byttede vi de flotteste postkort. Dit yndlingskort forestillede en solnedgang med et stort stendyr i forgrunden og en masse søjler uden tag i horisonten. Mit yndlingskort havde en himmel med usædvanligt fluffy skyer, masser af søjler ragende op mod himlen; et godt overblik over ruinerne. Vi
beholdt det flotteste postkort som vi havde fået af den anden, og byttede de
fire resterende. Nu sad vi begge med de andens yndlingskort, og det
kort vi selv synes var grimmest.
I anden runde skiftedes vi til at vælge de
postkort vi bedst kunne lide. Jeg valgte først fordi jeg er yngst. Jeg valgte
at gå efter postkort med meget himmel og søjler. Man måtte gerne sige hvad for
et kort man havde tænkt sig at vælge næste gang, og hvorfor. Så var det fredet,
og den anden måtte ikke vælge det. Her opstod muligheden for manipulation. Man
kunne fremhæve et postkort som man i virkeligheden ikke var så vild med, for at
få den anden til bedre at kunne lide det.
Efter at have valgt de første rigtigt
fantastiske postkort ud, opstod behovet for at få de næste valg til at give
mening. Ikke alle postkort kunne være de bedste. Jeg så mig lun på et kort som
ikke tidligere interesserede mig. Motivet var en mur af mennesker udhuggede i
sten, alle sammen set i profil. De gik skråt opad fra venstre mod højre. Dyr
imellem dem. Bagved blå himmel og søjler uden tag. Du blev også glad for det
kort. Jeg ved ikke hvem af os som fik stemningen til at vende. I hver falt
talte vi det op til at være et af de bedste kort. Du fik det.
Ingen af os blev rigtigt tilfredse med
resultatet af anden runde. Vi var blevet enige om at der var tre grimme
postkort. Hvilken en af dem som var grimmest eller pænest varierede fra runde
til runde.
Konjunkturen var udløst af den måde vores meninger påvirkede den anden.
I tredje runde fordeledes postkortene
tilfældigt imellem os og vi blev begge acceptabelt lykkelige over det endelige
resultat. Vi forhandlede og byttede. Jeg begyndte at føle en lad accept af mit
udvalg af postkort. De flotteste postkort samlede sig i en urokkelig klynge.
Mine to grimmere postkort forsøgte at nå dette stadie af skønhed. Jeg begyndte
at lægge mere mærke til deres kvaliteter. Jeg så hvordan de tre grimme postkort
hver især kunne blive smukkere. Hvis sollyset havde skinnet lidt stærkere på
figurerne udhugget i sten. Og; intentionen med en skæv søjle ragende op imod en
blå himmel, og en mur med udhugninger utydelige i skyggen var ikke så dårlig.
Der var ikke rum og sted i det billede. Der var for lidt lys og for lidt
skygge.
Postkortenes værdi fluktuerede.
Du sagde; diese karte ist gar nicht so
schlimm. Jeg enedes med dig.
Vi smøg os uden om hinanden. Dit foretrukne
kort blev et kort som ikke var nødvendigt for mig at eje. Du talte med varme
ord om de grimmeste postkort. Jeg holdt fast i min præference for himmel og
søjler.
Jeg postede det sidste postkort fra lufthavnen
omkring midnat, før jeg lagde mig ind i bederummet for at sove. Før jeg faldt i
søvn blev jeg sikker på at jeg havde skrevet adressen forkert. Nr 31 i stedet
for nr 29. Jeg gik tilbage til postkontoret. Kunne jeg få postkortet ud af
postkassen og rette fejlen, spurgte jeg om. Der var en mand bag skranken som
sagde til mig at kassen blev tømt kl 8 i morgen tidlig. Den var tydeligvis låst
nu. Jeg ærgrede mig over at mit fly lettede kl 03.55 og at jeg ikke kunne blive
og skrive 29. Så gik jeg tilbage til bederummet med aircondition anlægget og
sov.
Persepolis er 2500 år gammel. Det så
anderledes ud på jeres lysbilleder fra 1972, end da jeg besøgte det i 2012.