Da jeg mellemlandede i lstanbuls lufthavn
købte jeg en bog af Primo Levi, ”The periodic table”. Læsningen, bogen gjorde mig tavs– ved gaten hvor jeg ikke
forstod nogle af de sprog der blev talt, opbygningen i sproget, kemiske forbindelser blev sammenkædede
med mennesker og steder fra forfatterens liv. Primo Levi arbejdede først som kemiker,
og så skrev han nogle bøger.
Hvert kapitel i bogen har navnet på et
grundstof. ’Argon’ er navnet på det første kapitel og grundstof. Kapitlet
handler om forfatterens forfædre som er fjerne og fastnaglede til et sted i
hans hukommelse som ikke forandres, grundstoffet argon er en ædelgas som nødigt
reagerer med andre grundstoffer eller kemiske forbindelser.
Fra sidste kapitel ’Carbon’. Hovedpersonen er
et enkelt (’is it right to speak of a particular?’) carbon-atom. Dets skiften
mellem forskellige kemiske konformationer, fysiske tilstandsformer og elementer
bliver der skrevet om:
'Our character lies for hundreds of
millions of years, bound to three atoms of oxygen and one of calcium, in the
form of limestone: it already has a very long cosmic history behind it, but we
shall ignore it. For it time does not exist, or exists only in the form of
sluggish variations in temperature, daily or seasonal, if, for the good fortune
of this tale, its position is not too far for the earth's surface. Its
existence, whose monotony cannot be thought of without horror, is a pitiless
alternation of hots and colds, that is, of oscillations (always of equal frequency)
a trifle more restricted and a trifle more ample: an imprisonment, for this
potentionally living personage, worthy of the catholic hell. To it, until this
moment, the present tense is suited which is that of description, rather than
the past tense, which is that of narration - it is congealed in an eternal
present, barely scratched by the moderative quivers of thermal agitation'.
Hvad sker der når man beskriver
naturvidenskabelige fænomener som om de havde menneskelige egenskaber?
