(1-4)

(1) Den forelskede tror at verden er forandret fordi den bliver opfattet på en ny måde af den forelskede selv. Det er en led misforståelse.

(2) Den forelskede bryder sig om at være træt. Det fremhæver indbildningen af at være ved grænsen mellem lykke og kroppens kollaps.

(3) Den forelskede synes det er vanskeligt at minimere sin krops sprog.

(4) Den forelskede smiler med en andens øjne til alle den møder.

lægen 10. januar

Jeg knappede min cardigan op, og skjorten som jeg havde indenunder. Lægen gik baglæns væk fra mig. ”Når vi skal undersøge det her, skal vi tænke på det som en skov. Det er nødvendigt at træde et skridt tilbage, for ellers kan man ikke se skoven for bare træer”.

Han stod 4 meter væk og kiggede på mig. ”Konturerne ser fine ud – der er ikke nogen forskel på de to”.

Så gik han tættere på mig. ”Nu vil jeg dele brystet op i fire kvadranter. Nedre bryst til højre, nedre til venstre. Vorten i midten. Øverste kvadrant til venstre og øverste til højre. Under armhulen, hvor der sidder en masse kirtler.”

”Så vil jeg prikke let rundt på det, tromme med fingrene, og lede efter vævsændringer”.

Han begyndte en spjætten med fingrene på mit ene bryst. Han lod fingerspidserne bevæge sig i en cirkel om vorten, så brystet hoppede en smule. Ved højre bryst stoppede han i 3. Kvadrant, øverste til højre for vorten.

”Er det her du er øm?”

”Nej” sagde jeg, ”men nu du siger det er jeg faktisk lidt øm der også”.

Ved middagen om aftenen prøver jeg at forklare min bordherre hvorfor jeg har valgt at skifte studie. (Jeg bruger altid mine forklaringer til at forføre min samtalepartner. Hvis det lykkes hælder jeg champagne op til os begge, og vi skåler for fremtiden.)

Jeg har mest af alt valgt det her fordi det lignede en udfordring. Jeg ledte efter noget der kunne fascinere mig, siger jeg. 

Måske har jeg bare en længsel efter at forstå komplicerede systemer.

Hvad vil du så arbejde med?, spørger min bordherre.

Fremtiden lignede en andesteg der var blevet angrebet med en smal og skarp kniv fra flere sider, siger jeg. Der er mange arbejdspladser hvor jeg vil kunne bruge mine alsidige kompetencer.

Min bordherre siger: Det er spøjst at du har bevæget dig helt over i den anden grøft nu. Nu skal det hele være så eksakt som muligt.

Jeg: Jeg vil gerne udtrykke mig så præcist som muligt om alt hvad jeg tvivler på.

Er du ikke bange for at miste din sensibilitet overfor detaljerne?

Overfor hvad, spørger jeg. Nej. Jeg tror at et kreativt perspektiv på videnskab er ligefrem nødvendigt.

Det svarer du ikke på. Du fortæller mig om dit arbejde. Vi kommer ud i en mere filosofisk samtale.

Da man begyndte at udforske havets biologiske liv regnede man med at havet var indrettet på samme måde som skoven. Inddelt i 3 forskellige lag, med hver sin plads i økosystemet. Skovbund, trækrone og luften over trækronerne.

Men for hver cm man bevæger sig dybere ned i vand, ændres tryk, temperatur, strøm og livsvilkår. (Øko)systemerne som var blevet pålagt skovens liv kunne ikke bruges til at forklare hvad man iagttog under havets overflade.

Vi bliver fulde i køkkenet og i tegner en koloni af bakterier. Det enkelte individ kan sanse hvor mange andre bakterier der er, ved at måle densiteten af de 4 forskellige stoffer de udskiller.

Jeg er fuldt ud tilfreds. Jeg glemte at jeg hellere ville danse.

(Sommetider er det ærgerligt at der er behov for punktummer. Jeg mener, jeg har nogen gange lyst til at du skal læse uden pauser og tænkepauser. Læse en strøm af ord uden at bekymre dig om hvorvidt du forstår dem)

I nærheden af 5-6-7. Januar ligger vi, datoerne flyder sammen, jeg ved med sikkerhed at vi er i nærheden af disse tre tal, og før den 10.

I dag badede jeg i din morgenkåbe. Den er vinrød, af mærket Triumph. Den er af et blødt og fnulret fleecestof.

Du har vasket den før du gav den til mig, men det har ikke fjernet en vis duft. Vasken af den har udelukkende resulteret i, at jeg ikke ved om duften som hænger i den er eksklusivt din. Eller om du deler din duft med en vaskemiddelproducent. Eller om duften stammer fra rummet den har hængt i før du gav den til mig. Duften er mere gennemtrængende end den duft som et vaskemiddel typisk har.

Jeg tog morgenkåben af inden jeg sprang i vandet. Jeg hang den i badeskuret. Vi stod side om side med kroppenes forside mod kulden og havet.

På det tidspunkt havde jeg allerede bemærket ømheden i mit venstre bryst. Første gang jeg lærte den at kende er flere dage siden. Jeg kender sikkert til fremtidige påvirkninger af min krop og mit værelse, længe før det bliver relevant for mig at kende til disse påvirkninger. Jeg kan undertrykke min fornemmelse indtil der sker noget som får mig til at lægge ordentligt mærke til den.

I dag under matematik-forelæsningen mærkede jeg en øm knude til højre for min venstre brystvorte. Det var lidt koldt i auditoriet og jeg lagde hænderne over kors mod mine bryster for at holde mig varm. Min højre hånd dækkede halvt det venstre bryst.

Jeg genkendte ømheden som jeg havde bemærket før.

Det skal siges, at det ikke svækkede min koncentration om forelæsningens indhold: SIR-modeller (Det står for Susceptible, Infectuous, Remove). Jeg anser denne simple model for udbrud af smitsomme sygdomme for at være vigtig og brugbar i det biologiske arbejde med epidemier. Man kan bruge den til at forudsige sygdommens varighed, dens smittefare og hvor mange der vil gå fri af epidemien. Jeg vil komme til at anvende den i mit videnskabelige arbejde med cellepopulationer.

Af hensyn til mit fremtidige arbejde med denne sygdoms-model håber jeg at ømheden i mit venstre bryst ikke vil fortsætte med at distrahere mig under forelæsninger.

Et øjeblik ramtes mine tanker af en opsamling af alle gange i de sidste par dage hvor jeg har mærket knuden og ømheden i mit bryst, uden at tage notits af det. De virkede mere vigtige end jeg havde estimeret dem til at være.

På vejen hjem tænker jeg på om det er din knude. Om jeg har taget den til mig, og er blevet en gammel dame. Du er en gammel dame. Sådan har jeg ikke beskrevet dig tidligere, men det er passende.

(En dame i uldfrakke og gråt hår foran MATAS. Jeg ser hende på vej hjem. Jeg går ind i MATAS for at finde en hårbørste. Som du kan rede dit hvide uldne hår med.)

For at være dig, må jeg kunne huske dig. Din stemme er dyb og tør. Jeg har aldrig hørt dig tale i et skingert toneleje. Er der nogen som har det? Jeg har heller aldrig set dig i morgenkåben.

Den har en lynlås foran som går hele vejen ned. Det gør den mindre gennemtrængelig for vinden end den ville være hvis den var åben og blev bundet om livet med et bælte.

For at blive dig må jeg mentalt lave mig et rum som vi kan dele. The center of us.