Thursday, December 15, 2011


10. december

Du er begyndt at læse her til morgen. Det er utroligt tidligt. Jeg sidder og kigger på dig, mens jeg tænker på hvordan jeg skal indtage resten af dagen. Morgenen er stadig mørk.
På bordet foran mig står resten af morgenmaden. En knust æggeskal, en kop kaffe, brød.
Du sidder skråt overfor mig med bøger spredt ud foran dig på bordet. Dit ansigt lyser op i skæret fra ildfluer. Lysende dyr er dukket op med jævne mellemrum siden i torsdags. Der så jeg en udstilling med fotografier af ildfluer i en mørk have. Manden havde fotograferet dem en hel sommer. Da jeg cyklede hjem fra byen var de der. Jeg kiggede mig tilbage og slingrede. En ildfluepopulation. Større end nogen baglygte.

Jeg lægger mærke til hvor mange gange du ånder ind og ud. Åndedrættet er en kontinuerlig aktivitet. Du kan stole på at det flyder cyklisk igennem din krop.
Nogle gange afbryder du åndedrættet for at koncentrere dig om en detalje på papiret. Du ser på siden gennem et mikroskop.  Papiret er fnulret af ildfluerne. De sværmer rundt over bogstaverne. De afgiver lys nok til at du kan bruge mikroskopet. Når du ånder ud blæser du afkølet kuldioxid i hovedet på fluerne.
En gang imellem læser du noget spændende. Så bliver dit åndedræt hurtigere. Hvis der er noget du ikke forstår så udsætter du dit åndedræt et par takter.

Ildfluerne er den eneste lyskilde. Månelyset er kun 1/10 så stærkt som dagslyset. I det sparsomme lys har jeg lavet et afkrydsningsskema hvori jeg registrerer dit åndedræt. Når du springer en cyklus over sætter jeg en streg. Når du ånder i normalt tempo sætter jeg et Å, for åndedrag.

Nu har du taget en kedeldragt på. Lapper cykel ude i værkstedet. Ildfluerne er fulgt med dig. Dem som er blevet tilbage, er en svækket flok. Flere af dem er faldet døde om på siderne i din bog. Jeg bliver tilbage og læser siden du efterlod.
Sometimes, when one cell is stimulated by another, (her læste du regelmæssigt), all that happens is that there is a tiny electrical signal in the receiver cell, (dit åndedræt stoppede her), which travels a few millimetres down a dendrite and then fades out, (nu åndede du hurtigere), because of the poor conductivity of the cell, (hvor du kigger på mig inde fra papiret).
Interestingly, cells do not just excite one another. Some neurons also inhibit others. 

Friday, December 9, 2011


Hej. Siden sidst:

Jeg kan ikke huske forleden aften særligt godt.

Dele jeg ikke har glemt_

Mine ben er røde af strømpebukser, og vidt spredte (så spredte tror jeg ikke at de kan være, selvom min krop er smidig).
Jeg har en lille kegleformet flaske Campari/Soda i hånden.
Der har tydeligvis været julestemning i luften. Der var nervøst velour væltende ned over mine hofter. Der var en nissehue omkranset af hvid kaninpels.

Jeg undrer mig over at jeg ikke husker hvilke ord jeg sagde. Hvad svarede vi på hinandens spørgsmål? Var jeg oprigtigt interesseret, eller spurgte jeg bare af høflighed? 

(Jeg er god til at spørge af høflighed. Kort efter bliver jeg alligevel interesseret og glemmer at være høflig.)

Det bliver sent nat. Jeg går i seng. Og står op.

Næste morgen virker min telefon ikke. Jeg kan ikke komme igennem til nogle af de numre jeg har brug for at ringe til. Eller - rettere sagt - jeg bliver stillet om til dit telefonnummer. Du tager den. Efter en kort ventetid. Jeg er altid nummer et i køen.
Dit telefonnummer er blevet som en omstillingscentral for mig.
Det er i frokostpausen at jeg begynder at vænne mig til at have en omstillingscentral.  Da er det min læge som jeg ringer til. Da du tager telefonen siger jeg hej A, vil du stille mig om til B. Ja, selvfølgelig, siger du, et øjeblik.
Derfor har vi talt om mit fly, min opdragelse, bølgernes kraft, tomme fænomener, ønskebenet, at være henrykt, filmen, misundelsen, parolerne..

Den her kommunikation forvirrer mig, siger jeg til dig i telefonen. Det er 14. gang jeg har dig i røret den fredag. Du smager mine ord til før de bliver ført videre til andre, fremsiger jeg.
Gennem røret kan jeg høre at du er optaget af noget andet. Det er lyden af at røre i en gryde/fiske i Kattegat. 
Jeg er træt, siger du. Havde ikke regnet med at jobbet ville indebære så mange telefonsamtaler.
Du dumper spinatblade ned i gryden, krydderierne flyder ovenpå saften. 

Det var den dag. Jeg går i seng.

Morgenen er fredfyldt. Solen står op over havet. Den bringer en storm med sig. Jeg løber en tur mod vinden. Den tager til i styrke i løbet af dagen, siger meteorologerne. 

Dagen efter vil jeg oprette dig som min server. Så kan du fortælle mig om forleden aften. Den aften jeg ikke husker særligt godt. Du skal være en serverby opbygget af gader, rør og kanaler. Så brede som boulevarder i det gamle Nyboder. 

Saturday, November 26, 2011



Til B. 


Jeg tror slet ikke jeg oplevede nogen strabadser den sommer. Når jeg gik i vandet blev jeg helt våd. Når jeg sad foran ilden blev jeg fuldstændigt varm. Når jeg gik i seng var jeg udmattet.

På skrænten sidder to børn. Jeg vil tage mine egne børn med til Louisiana, for at de kan rulle ned af bakken. Vi vil ikke gå ind på museet. Jeg står og kigger ud over havet mens de ruller, og jeg kan godt se museets vinduer. 
  Jeg ringer igen for at fortælle dig om børnene. At vi to vil invitere vores børn med til Louisiana så de kan rulle ned af bakken. Museets ruder er blanke. Havet spejler sig deri.
Bakken skaber et stærkt værn mod bølgerne. Den ser ud til at føre lige lukt ud i havet, men jeg har aldrig set et barn rulle ned i havet.
Barnets friktion mod bakken bliver mindre og mindre på nedturen. Barnet er et dyr som ønsker at vende tilbage til vandet fra landjorden.  Det er sådan jeg vil fortælle barnet når det spørger mig senere hen.
Jeg kan godt forestille mig det. Barnet vil omrokere sine lunger inde i kroppen, så de igen kan blive til gæller. Det vil få en svømmeblære.
Der er ubehagelige sandheder som jeg vil blive nødt til at fortælle mit barn. Som voksen ejer jeg glæden ved at kunne påføre barnet ubehageligheder. Jeg er i min fulde ret til at fodre det med ærter, eller champignon. Og glæden forstærkes af en anden glæde. Man ved hvad der er sundest for barnet. Det er en godsindet og ren form for glæde.

Nu har jeg taget børnene ud af din bevidsthed igen. Vi går langs vandet og kysser.  Dine kys er særligt store. Bølgerne er også særligt store, men deres dimensioner er utydelige i mørket. Den nat var min fødselsdag og månen var vanvittigt stor. Jeg tænkte på at undfange et barn.  Månen var 15% større end normalt den aften.
Det er en skam at jeg på film har set en månelignende planet ramme jorden. Så virker det mindre sandsynligt at det vil ske i aften.
Vil du have voldsom dyrisk sex på stenene ved molen før månen rammer os?
Det som man virkeligt betaler for når man køber et hus i dette område er immaterielt. Udsigten er husenes største værdi.
Jeg siger til dig at det er sjovt at det er sådan. Bølgerne sprøjter mig på den venstre kind.  Til venstre for mig er en lang betonmur der afskærmer fortovet fra stenene, som afskærmer vandet fra landjorden.

Mens vi går afklæder jeg mig halstørklædet. Det blæser fra syd, mit halstørklæde flyver ud over stenbunken, ud over vandet. Monotome bevægelser i dine lange ben adskiller dig fra hulemanden, det ser jeg. Du er allerede parat til at undfange børn i bevidstheden. Jeg vil gerne klæde mig af foran havudsigten. Om ikke andet, så for beboernes skyld. Havudsigten, deres immaterielle gode, skal være ekstra skøn i aften.
Du stikker læderhandskerne ind under min hud, men det går lidt for hurtigt. Du når ind til læderhuden. Jeg trækker uldfrakken sammen om mit bryst, og dine handskefingre gelejdes ud imellem sprækkerne af min hud og ud af revnerne i min frakke. Landdyret er igen isoleret fra omverdenen.

Fårets uld er en tilpasning til livet på landjorden. Dets indre temperatur er uafhængigt af ydre omstrændigheder. Det er afsondret fra omverdenen.
Fåret er isoleret. Ordet lyder så melankolsk. Men evolutionsbiologi er ikke melankolsk.

Jeg bryder bæltet om min mørkeblå uldfrakke – den er stivnet i grimasser som det opsprøjtende havvand har præget den med.
Mine skuldre smyger sig ud af frakkeærmerne. Sammen med frakken tabes nøglerne til studiet, laboratoriet, kælderen og biblioteket. De lå i højre lomme.

Jeg læser om hvordan dyret har flyttet sig fra havet til landjorden, siger jeg,
Det har ikke været nemt. Det skal nu slæbe hele sit tunge skelet rundt  i tyngdefeltet. Det har forskellige strategier for at forhindre udtørring. Skelettets ekstremiteter sidder på et akseskelet ned igennem kroppen på dyret. Dets gang udføres af for og baglemmer. Landdyrenes evolution er en historie der omhandler forvandlinger af form.

Dyr er ensomme. Defor må vi gribe det videnskabeligt an, og undersøge ensomheden. Vi må beklæde dyrets ensomhed med et ord på latin:

Rete mirabile

Frakken er faldet. Jeg har ordnet det sådan, at jeg har en lang uldkjole på indenunder. Den er sort, og fæstnes om maven med et elastisk bånd.
Blæsten river langsomt og vedholdende kjolens søm op. Jeg siger til dig at jeg føler mig så uskyldig i dine hænder. Og at vi burde filmatisere en bog af Jane Austen. 
Da sømmen er sprunget op begynder uldkjolen at trævle. Der må være en mening med det. Jeg går ud fra at det har noget med månens størrelse at gøre.
Vi går tavse langs vandet. Så forstår jeg: Meningen med det hele er det punkt hvor bevægelserne begynder at blive tilfældige og febrilske. Du skanner min krop for forhøjninger og filtrer dig ind i dem.
Vi kigger på husene og overvejet at trænge ind i dem. Men det passer ikke med evolutionen. Vi skal vende tilbage til vandet. Det vidunderlige hvirveldyr holder benene kolde med et tæt forgrenet net af blodårer.

Wonderful net, hvisker jeg i dit øre