Barnet ser sne, det vil udenfor. Det tvinger
forældrene med til kælkebakken. Det siger ikke noget, holder munden lukket for
at sneen ikke skal komme ind mellem tænderne. Faderen trækker en lommelærke op
af vinterjakken. Vi spiser på tværs af det røde barn den aften. Der er meget
man skal bære for barnet, det er ikke stærkt, men modigt. Det vil lukke sine
fingre om dig, og sørge for friske tænder til dit smil.
Børnene tumler fremad og falder ind i
hinanden. Skarpe kælke-tryk på min skulder, minder mig om andres hænder jeg så
skubbe børn ned ad bakkerne. De er klædt i ens blå flyverdragter. Forleden dag
var jeg hjemme hos dig, og du viste mig din blå flyverdragt som hang tung og
kropsformet på knagen i gangen.
Alle de
oplevelser jeg skriver om her, ganger jeg med tyve, og bliver i korte tidsrum
ramt af gentagelserne af dem.
Andre rutinerede mennesker våger over børnene
fra rum bag vinduerne hvor væggene er smurt over med malerier af ferskner og
appelsiner. Forældrene på kælkebakken rækker frosne clementiner til deres børn.
Poser med tranebær i ligger i deres lommer og glitrer indadtil. Sådan er
energien der indeholdes i materialet og som er for lille til at få stoffet til
at svinge i større buer.
Snelaget er tykt, og gemmer flere døde
solsorte, som ræven ikke fik fat på inden snefaldet startede.
I rummet med appelsiner sidder jeg tavst på en
stol. Der er ikke noget som mennesker hellere vil end at bevæge sig på måder
hvor det ikke selv skal anstrenge sig. Det vil stå på ski, hvor friktionen
mellem skiene og underlaget er minimalt, det vil bevæge sig over vandet i en
lille sejlbåd hvor vinden tager fat i sejlet og puster vennerne fremad. Jeg vil
trækkes henover islaget af din hånd, mine såler er flade og friktionen mellem
dem og isen former en hvislende lyd.
Jeg bør ikke synes at noget er ulækkert, det
er forbeholdt barnet, hvis krop kan alt til hver en tid. Derfor er det kun præget
af sanselige præferencer som diskret forandrer sig.
