I
nærheden af 5-6-7. Januar ligger vi, datoerne flyder sammen, jeg ved med
sikkerhed at vi er i nærheden af disse tre tal, og før den 10.
I dag badede jeg i din morgenkåbe. Den er
vinrød, af mærket Triumph. Den er af et blødt og fnulret fleecestof.
Du har vasket den før du gav den til mig, men
det har ikke fjernet en vis duft. Vasken af den har udelukkende resulteret i,
at jeg ikke ved om duften som hænger i den er eksklusivt din. Eller om du deler
din duft med en vaskemiddelproducent. Eller om duften stammer fra rummet den
har hængt i før du gav den til mig. Duften er mere gennemtrængende end den duft
som et vaskemiddel typisk har.
Jeg tog morgenkåben af inden jeg sprang i
vandet. Jeg hang den i badeskuret. Vi stod side om side med kroppenes forside
mod kulden og havet.
På det tidspunkt havde jeg allerede bemærket
ømheden i mit venstre bryst. Første gang jeg lærte den at kende er flere dage
siden. Jeg kender sikkert til fremtidige påvirkninger af min krop og mit
værelse, længe før det bliver relevant for mig at kende til disse påvirkninger.
Jeg kan undertrykke min fornemmelse indtil der sker noget som får mig til at
lægge ordentligt mærke til den.
I dag under matematik-forelæsningen mærkede jeg
en øm knude til højre for min venstre brystvorte. Det var lidt koldt i
auditoriet og jeg lagde hænderne over kors mod mine bryster for at holde mig
varm. Min højre hånd dækkede halvt det venstre bryst.
Jeg genkendte ømheden som jeg havde bemærket
før.
Det skal siges, at det ikke svækkede min
koncentration om forelæsningens indhold: SIR-modeller (Det står for Susceptible, Infectuous, Remove). Jeg anser denne
simple model for udbrud af smitsomme sygdomme for at være vigtig og brugbar i
det biologiske arbejde med epidemier. Man kan bruge den til at forudsige
sygdommens varighed, dens smittefare og hvor mange der vil gå fri af epidemien.
Jeg vil komme til at anvende den i mit videnskabelige arbejde med
cellepopulationer.
Af hensyn til mit fremtidige arbejde med denne
sygdoms-model håber jeg at ømheden i mit venstre bryst ikke vil fortsætte med
at distrahere mig under forelæsninger.
Et øjeblik ramtes mine tanker af en opsamling
af alle gange i de sidste par dage hvor jeg har mærket knuden og ømheden i mit
bryst, uden at tage notits af det. De virkede mere vigtige end jeg havde
estimeret dem til at være.
På vejen hjem tænker jeg på om det er din
knude. Om jeg har taget den til mig, og er blevet en gammel dame. Du er en
gammel dame. Sådan har jeg ikke beskrevet dig tidligere, men det er passende.
(En dame
i uldfrakke og gråt hår foran MATAS. Jeg ser hende på vej hjem. Jeg går ind i
MATAS for at finde en hårbørste. Som du kan rede dit hvide uldne hår med.)
For at være dig, må jeg kunne huske dig. Din
stemme er dyb og tør. Jeg har aldrig hørt dig tale i et skingert toneleje. Er
der nogen som har det? Jeg har heller aldrig set dig i morgenkåben.
Den har en lynlås foran som går hele vejen
ned. Det gør den mindre gennemtrængelig for vinden end den ville være hvis den
var åben og blev bundet om livet med et bælte.
For at blive dig må jeg mentalt lave mig et
rum som vi kan dele. The center of us.
No comments:
Post a Comment