Wednesday, January 11, 2012


Ved middagen om aftenen prøver jeg at forklare min bordherre hvorfor jeg har valgt at skifte studie. (Jeg bruger altid mine forklaringer til at forføre min samtalepartner. Hvis det lykkes hælder jeg champagne op til os begge, og vi skåler for fremtiden.)

Jeg har mest af alt valgt det her fordi det lignede en udfordring. Jeg ledte efter noget der kunne fascinere mig, siger jeg. 

Måske har jeg bare en længsel efter at forstå komplicerede systemer.

Hvad vil du så arbejde med?, spørger min bordherre.

Fremtiden lignede en andesteg der var blevet angrebet med en smal og skarp kniv fra flere sider, siger jeg. Der er mange arbejdspladser hvor jeg vil kunne bruge mine alsidige kompetencer.

Min bordherre siger: Det er spøjst at du har bevæget dig helt over i den anden grøft nu. Nu skal det hele være så eksakt som muligt.

Jeg: Jeg vil gerne udtrykke mig så præcist som muligt om alt hvad jeg tvivler på.

Er du ikke bange for at miste din sensibilitet overfor detaljerne?

Overfor hvad, spørger jeg. Nej. Jeg tror at et kreativt perspektiv på videnskab er ligefrem nødvendigt.

Det svarer du ikke på. Du fortæller mig om dit arbejde. Vi kommer ud i en mere filosofisk samtale.
Da man begyndte at udforske havets biologiske liv regnede man med at havet var indrettet på samme måde som skoven. Inddelt i 3 forskellige lag, med hver sin plads i økosystemet. Skovbund, trækrone og luften over trækronerne.
Men for hver cm man bevæger sig dybere ned i vand, ændres tryk, temperatur, strøm og livsvilkår. (Øko)systemerne som var blevet pålagt skovens liv kunne ikke bruges til at forklare hvad man iagttog under havets overflade.

Vi bliver fulde i køkkenet og i tegner en koloni af bakterier. Det enkelte individ kan sanse hvor mange andre bakterier der er, ved at måle densiteten af de 4 forskellige stoffer de udskiller.
Jeg er fuldt ud tilfreds. Jeg glemte at jeg hellere ville danse.

(Sommetider er det ærgerligt at der er behov for punktummer. Jeg mener, jeg har nogen gange lyst til at du skal læse uden pauser og tænkepauser. Læse en strøm af ord uden at bekymre dig om hvorvidt du forstår dem)

No comments:

Post a Comment