Jeg lagde de to bøger I en lomme i Indiana Jones-hulen. Ofringer til det støvede rum. Lagt flade på bagsiden ved siden af hinanden. Inde I halvmørket bad jeg en bøn for dem, på vegne af både ham og jeg. Bønnen handlede om at livet udvikler sig I ukendte retninger, og at man kan have tiltro til at det er godt på den måde. Den var nærmest en insisteren på at man måtte læne sig op af det positive i den allerstørste og mest skræmmende usikkerhed man kunne komme i tanke om. Uden helt at kunne huske hvordan mit ansigt føltes indefra, mener jeg at min mund var sammenbidt og tankerne nærmest hvislende ud igennem tænderne. Så gik jeg baglæns ud af hulen. Da jeg vendte mig om stod han udenfor hulen og smilede højt og mine øjne krøb sammen i sollyset. 

Min bog var sidste bind af 'På sporet af den tabte tid'. Hans bog var Koranen, oversat til tysk. Bogen købte jeg I en antikvarboghandel på Østerbro. Jeg købte alle 12 bind. Jeg sad på Blågårds Plads med en laset papirspose som indeholdt dem alle. Om sommeren. Koranen havde han fået som gave på en pilgrimsrejse til Saudi Arabien. Jeg håber på at en eller anden har fundet bøgerne og brugt dem til at tænde bål med i bjergene. Det er ret usandsynligt at det er en som kan læse dansk eller tysk for den sags skyld.