Jeg vil bestemme rækkefølgen af de her fotografier i uenighed med en anden.

på samme måde som den dag hvor vi skulle fordele postkortene mellem os

Skiftes til at sige hvad der er yndlings-muligheden. Blive misundelig på den andens valg. Selv ønske at have truffet det valg. 

Der vil, når jeg træffer beslutninger, være en anden tilstede og vi deler beslutningerne ligeligt imellem os. Uenighedsmodpoler. I processen opløses jegernes yndlings-muligheder.

Lige så snart der er gået et stykke tid siden jeg oplevede noget, er det alligevel godt det samme, om det er en anden som har oplevet det.

Jeg tog et billede af sommeren for et år siden; det er helt bestemt en anden som har taget det billede. 

Det lyder måske banalt men det har konsekvenser.. Jeg kigger på billedet og husker ikke mere hvordan oplevelsen så ud for mig. 

Jeg starter forfra med at kigge på billederne, og lades som om at det er en andens arbejde

Jeg er kontinuert objektiv overfor det jeg som tog billedet for et år siden

Nuet har intet at gøre med det. Billederne er nogle jeg har fundet.

Jeg lagde de to bøger I en lomme i Indiana Jones-hulen. Ofringer til det støvede rum. Lagt flade på bagsiden ved siden af hinanden. Inde I halvmørket bad jeg en bøn for dem, på vegne af både ham og jeg. Bønnen handlede om at livet udvikler sig I ukendte retninger, og at man kan have tiltro til at det er godt på den måde. Den var nærmest en insisteren på at man måtte læne sig op af det positive i den allerstørste og mest skræmmende usikkerhed man kunne komme i tanke om. Uden helt at kunne huske hvordan mit ansigt føltes indefra, mener jeg at min mund var sammenbidt og tankerne nærmest hvislende ud igennem tænderne. Så gik jeg baglæns ud af hulen. Da jeg vendte mig om stod han udenfor hulen og smilede højt og mine øjne krøb sammen i sollyset. 

Min bog var sidste bind af 'På sporet af den tabte tid'. Hans bog var Koranen, oversat til tysk. Bogen købte jeg I en antikvarboghandel på Østerbro. Jeg købte alle 12 bind. Jeg sad på Blågårds Plads med en laset papirspose som indeholdt dem alle. Om sommeren. Koranen havde han fået som gave på en pilgrimsrejse til Saudi Arabien. Jeg håber på at en eller anden har fundet bøgerne og brugt dem til at tænde bål med i bjergene. Det er ret usandsynligt at det er en som kan læse dansk eller tysk for den sags skyld. 

planten med rødder kan stabilisere jordbund

kære billie,  du undrer dig måske over at jeg ikke skriver noget. min opmærksomhed har flyttet sig en smule, i stedet for at skrive til dit ansigt, kan jeg ikke sove og får afsindigt gode ideer til at opføre mig som en plante uden rødder, det var ellers planten som anvendtes i søen til at stabilisere bunden, skjule de rygradsløse dyrs æg, forhindre ophvirvlen af mudder og grus. kig herhen en gang imellem, det
huer mig at fordele opmærksomhed ud på flere flader, fremkomst.cyy.dk
imens opbygger jeg opbevaringsorganer indeni og domesticerer.  KH

sommerfuglen er et aggregat af bevidsthed

Metamorforer

For

Metamorfose

Fuldstændigt

Forskere viser at sommerfuglen husker dufte den lærte at undgå som larve.

Under vand åbner øjnene

sig

og blikket er belagt med en vandhinde

Hvis vandet siver igennem øjenæblet og øjenlåget?

Æblet

Pause fra huden

Lysfølsom

bleg

Sommerfuglen har oceller

Primitive øjne

De øjne som

differentierer mellem mørke og lys

Dagsommerfugl og natsværmer

Dag

Nat som kræver andre sansers virken

Sværmerisk adfærd

At sværme – I ungdomsstadiet hæver og sænker insektet sine vinger og stiger opad. Højt oppe holdes vingerne udspændte, så insektet langsomt svæver og daler nedad vertikalt i luftsøjlen

passivt, aktivt, passivt.

At lade sig signalere

Parringsadfærd

Villen

Sansen og villen

Bevidsthed er et aggregat af sanser og sanseobjekter

Oceller skelner mellem mørke og lys

En optisk nerve bærer synsinformationer til sommerfuglehjernen

Fløjet opad og dalet nedad

Hjernen er et aggregat af nerver

Internt sanset og registreret

receptorisk

Fra sidste kapitel i en bog som jeg tænker på.

Da jeg mellemlandede i lstanbuls lufthavn købte jeg en bog af Primo Levi, ”The periodic table”. Læsningen, bogen gjorde mig tavs– ved gaten hvor jeg ikke forstod nogle af de sprog der blev talt, opbygningen i sproget, kemiske forbindelser blev sammenkædede med mennesker og steder fra forfatterens liv. Primo Levi arbejdede først som kemiker, og så skrev han nogle bøger.

Hvert kapitel i bogen har navnet på et grundstof. ’Argon’ er navnet på det første kapitel og grundstof. Kapitlet handler om forfatterens forfædre som er fjerne og fastnaglede til et sted i hans hukommelse som ikke forandres, grundstoffet argon er en ædelgas som nødigt reagerer med andre grundstoffer eller kemiske forbindelser.

Fra sidste kapitel ’Carbon’. Hovedpersonen er et enkelt (’is it right to speak of a particular?’) carbon-atom. Dets skiften mellem forskellige kemiske konformationer, fysiske tilstandsformer og elementer bliver der skrevet om:

'Our character lies for hundreds of millions of years, bound to three atoms of oxygen and one of calcium, in the form of limestone: it already has a very long cosmic history behind it, but we shall ignore it. For it time does not exist, or exists only in the form of sluggish variations in temperature, daily or seasonal, if, for the good fortune of this tale, its position is not too far for the earth's surface. Its existence, whose monotony cannot be thought of without horror, is a pitiless alternation of hots and colds, that is, of oscillations (always of equal frequency) a trifle more restricted and a trifle more ample: an imprisonment, for this potentionally living personage, worthy of the catholic hell. To it, until this moment, the present tense is suited which is that of description, rather than the past tense, which is that of narration - it is congealed in an eternal present, barely scratched by the moderative quivers of thermal agitation'.

Hvad sker der når man beskriver naturvidenskabelige fænomener som om de havde menneskelige egenskaber? 

20~Persepolis~12

I lufthavnen sagde du til mig at nu måtte vi gøre ligesom i legen med postkortene: begynde at tale pænt om et grimt kort, så den anden også begynder at kunne lide det.

Du smilede og omtalte lufthavns-situationen med positive ord, for at det skulle smitte af på mig. Jeg stoppede ikke med at smile, heller ikke da du var gået ud til dit fly.

Den dag havde vi fordelt 10 postkort imellem os, 5 til hver. De var alle sammen fra Persepolis og omegn. Vi legede en leg for at fordele dem.

I første runde fordelte vi tilfældigt postkortene imellem os. Først valgte vi begge det grimmeste ud og gav det til den anden. Af dig fik jeg et postkort som jeg ikke synes var så slemt endda. Det forestillede et bevinget væsen der så ud til at have en cirkel som ben. Den løb over stenmuren med det hjulformede ben. Bagved motivet var der blå himmel.

Jeg gav dig uden tvivl det absolut grimmeste som jeg havde. Du fortalte ikke hvad du synes om det.

Så byttede vi de flotteste postkort. Dit yndlingskort forestillede en solnedgang med et stort stendyr i forgrunden og en masse søjler uden tag i horisonten. Mit yndlingskort havde en himmel med usædvanligt fluffy skyer, masser af søjler ragende op mod himlen; et godt overblik over ruinerne. Vi beholdt det flotteste postkort som vi havde fået af den anden, og byttede de fire resterende. Nu sad vi begge med de andens yndlingskort, og det kort vi selv synes var grimmest.

I anden runde skiftedes vi til at vælge de postkort vi bedst kunne lide. Jeg valgte først fordi jeg er yngst. Jeg valgte at gå efter postkort med meget himmel og søjler. Man måtte gerne sige hvad for et kort man havde tænkt sig at vælge næste gang, og hvorfor. Så var det fredet, og den anden måtte ikke vælge det. Her opstod muligheden for manipulation. Man kunne fremhæve et postkort som man i virkeligheden ikke var så vild med, for at få den anden til bedre at kunne lide det.

Efter at have valgt de første rigtigt fantastiske postkort ud, opstod behovet for at få de næste valg til at give mening. Ikke alle postkort kunne være de bedste. Jeg så mig lun på et kort som ikke tidligere interesserede mig. Motivet var en mur af mennesker udhuggede i sten, alle sammen set i profil. De gik skråt opad fra venstre mod højre. Dyr imellem dem. Bagved blå himmel og søjler uden tag. Du blev også glad for det kort. Jeg ved ikke hvem af os som fik stemningen til at vende. I hver falt talte vi det op til at være et af de bedste kort. Du fik det.

Ingen af os blev rigtigt tilfredse med resultatet af anden runde. Vi var blevet enige om at der var tre grimme postkort. Hvilken en af dem som var grimmest eller pænest varierede fra runde til runde. 

Konjunkturen var udløst af den måde vores meninger påvirkede den anden.

I tredje runde fordeledes postkortene tilfældigt imellem os og vi blev begge acceptabelt lykkelige over det endelige resultat. Vi forhandlede og byttede. Jeg begyndte at føle en lad accept af mit udvalg af postkort. De flotteste postkort samlede sig i en urokkelig klynge. Mine to grimmere postkort forsøgte at nå dette stadie af skønhed. Jeg begyndte at lægge mere mærke til deres kvaliteter. Jeg så hvordan de tre grimme postkort hver især kunne blive smukkere. Hvis sollyset havde skinnet lidt stærkere på figurerne udhugget i sten. Og; intentionen med en skæv søjle ragende op imod en blå himmel, og en mur med udhugninger utydelige i skyggen var ikke så dårlig. Der var ikke rum og sted i det billede. Der var for lidt lys og for lidt skygge.

Postkortenes værdi fluktuerede.

Du sagde; diese karte ist gar nicht so schlimm.  Jeg enedes med dig.

Vi smøg os uden om hinanden. Dit foretrukne kort blev et kort som ikke var nødvendigt for mig at eje. Du talte med varme ord om de grimmeste postkort. Jeg holdt fast i min præference for himmel og søjler.

Jeg postede det sidste postkort fra lufthavnen omkring midnat, før jeg lagde mig ind i bederummet for at sove. Før jeg faldt i søvn blev jeg sikker på at jeg havde skrevet adressen forkert. Nr 31 i stedet for nr 29. Jeg gik tilbage til postkontoret. Kunne jeg få postkortet ud af postkassen og rette fejlen, spurgte jeg om. Der var en mand bag skranken som sagde til mig at kassen blev tømt kl 8 i morgen tidlig. Den var tydeligvis låst nu. Jeg ærgrede mig over at mit fly lettede kl 03.55 og at jeg ikke kunne blive og skrive 29. Så gik jeg tilbage til bederummet med aircondition anlægget og sov.

Persepolis er 2500 år gammel. Det så anderledes ud på jeres lysbilleder fra 1972, end da jeg besøgte det i 2012. 

diffusion

diffusion er stoftransport

mulighed

det aftryk som baghoved efterlader på pude efter søvn

jeg vænner mig til at sove med pude ved at lægge et pudebetræk uden indhold under mit hoved

det er fladt men dufter anderledes end hørmadrassen

førne førne bladlagsbundmadras